FORSIDEN BESTYRELSEN VEDTÆGTER MØDEREFERATER  


Vedtægter for Lokalrådet i Korup:

§ 1. Lokalrådets navn / formål

Stk. 1. Lokalrådet i Korup består af personer, der er repræsentativ for fastboende borgere, foreninger, institutioner og virksomheder i lokalområdet.

Stk. 2. Lokalrådet har hjemsted på formandens adresse.

Stk. 3. Lokalrådets formål er:

. at varetage lokalsamfundets interesser

. at fremme udviklingen af lokalsamfundet

. at bevare og videreudvikle de fysiske, kulturelle og demokratiske værdier i lokalsamfundet

. at søge medindflydelse i anliggender, som vedrører lokalsamfundet

. at fremme samarbejdet mellem lokalsamfundets interessenter, politikere og myndigheder

Lokalrådet skal således være et koordinerende, formidlende og igangsættende led i lokalsamfundet.

Stk. 4. Lokalrådet kan fungere som kontaktled til andre lokalråd i Odense Kommune.

§ 2. Stemmeret og valgbarhed

Stemmeberettiget og valgbar til Lokalrådet på det ordinære borgermøde, der afholdes hvert år inden udgangen af marts måned, er enhver borger, der er bosiddende i Korup, og som er fyldt 16 år.

§ 3. Lokalrådets sammensætning og valgmåde

Lokalrådet består af 5 medlemmer, som vælges på det ordinære borgermøde.

Stk. 2. Formanden vælges på det ordinære borgermøde ved direkte og personligt valg for en 2-årig periode.

Stk. 3. Hvert år vælges på det ordinære borgermøde 2 medlemmer til Lokalrådet for en 2-årig periode ved direkte og personlige valg.

Ved første valg til Lokalrådet vælges dog 4 medlemmer således, at de 2 medlemmer med højeste stemmetal er valgt for 2 år, medens de 2 med laveste stemmetal kun er valgt for 1 år.

 

Stk. 4. Hvis et medlem af Lokalrådet fraflytter Korup, ophører medlemskabet uden videre ved fraflytningen.

Rådsmedlemmer, som måtte opnå valg til Odense Byråd, udtræder i denne forbindelse uden videre af Lokalrådet.

§ 4. Lokalrådets konstituering og mødevirksomhed

Lokalrådet konstituerer sig senest 21 dage efter det ordinære borgermøde med næstformand, sekretær og kasserer.

Stk. 2. Lokalrådet er beslutningsdygtigt, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede.

Beslutninger træffes ved almindeligt flertal.

Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Stk. 3. Møder i Lokalrådet afholdes efter behov, dog mindst én gang hvert kvartal.

Møder indkaldes skriftligt af formanden med mindst 7 dages varsel og med angivelse af dagsorden for mødet. Møder kan dog i presserende tilfælde indkaldes med kortere varsel.

Stk. 4. Møder skal også indkaldes af formanden, hvis mindst 2 af rådets medlemmer udtrykker skriftligt ønske herom over for formanden med angivelse af en dagsorden for mødet.

Stk. 5. Rådet fastsætter selv sin forretningsorden.

Stk. 6. Sekretæren fører Lokalrådets beslutningsprotokol.

 

§ 5. Fremsendelse af forslag til behandling i Lokalrådet

Enhver borger, forening, institution, virksomhed m.m. i Korup, jvf. § 1, kan fremsætte forslag til behandling i Lokalrådet og ansøge om støtte til konkrete projekter.

Forslag afgives skriftligt og med forslagsstillerens underskrift til formanden.

Stk. 2. Lokalrådet kan også støtte et projekt med anbefaling af projektet ved ansøgning om midler fra offentlige myndigheder, private fonde, virksomheder m.v.

 

§ 6. Udvalg

Lokalrådet kan efter behov nedsætte stående udvalg eller ad hoc-udvalg, der arbejder under ansvar over for Lokalrådet.

Stk. 2. Personer, der ikke bor i lokalområdet, kan efter Lokalrådets beslutning deltage som medlemmer af sådanne udvalg.

Stk. 3. Samtlige udvalg skal altid have mindst et medlem af Lokalrådet som medlem, og dette medlem er "født" formand for udvalget.

§ 7. Økonomi og regnskab

Lokalrådets virksomhed finansieres ved tilskud, frivillige bidrag og ved eventuelle aktiviteter.

Stk. 2. Lokalrådets regnskab følger kalenderåret.

Stk. 3. Kassereren udarbejder regnskabet, der efter godkendelse i Lokalrådet og efter foretaget revision forelægges på det ordinære borgermøde til godkendelse.

Stk. 4. 2 revisorer og 1 revisorsuppleant vælges på det ordinære borgermøde for 1 år.

§ 8. Tegning og hæftelse

Lokalrådet tegnes økonomisk ved formanden / næstformanden i forening med kassereren.

Stk. 2. Lokalrådet hæfter for sine forpligtelser kun med den i Lokalrådet til enhver tid hørende formue.

Stk. 3. Der påhviler ikke Lokalrådets medlemmer eller borgerne i øvrigt nogen personlig og / eller solidarisk hæftelse for Lokalrådets forpligtelser.

 

§ 9. Ordinære borgermøder

Der afholdes ordinære borgermøder i 1. kvartal. Indkaldelse hertil sker med mindst 2 ugers varsel ved lokal annoncering og i TV-Korup og/eller Korupportalen. Med indkaldelsen til borgermødet angives mødets dagsorden.

Det ordinære borgermøde skal have mindst flg. dagsorden:

1. Valg af dirigent.

2. Formandens beretning.

3. Det reviderede regnskab forelægges til godkendelse.

4. Forslag til planer for det kommende år.

5. Behandling af indkomne forslag. (Skal være formanden i hænde senest 1

uge før mødet).

6. Valg af formand (hvert andet år).

7. Valg af rådsmedlemmer i henhold til vedtægterne.

8. Valg af 2 suppleanter.

9. Valg af 2 revisorer og 1 revisorsuppleant.

10. Eventuelt.

Stk. 2. Enhver borger eller anden interessent, jvf. § 1, kan fremsætte forslag, som ønskes behandlet på borgermødet. Forslag afgives skriftligt og med forslagsstillerens underskrift til formanden senest 1 uge inden borgermødets afholdelse.

Stk. 3. Borgermødets beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed.

Stk. 4. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

Stk. 5. Sekretæren fører borgermødets forhandlingsprotokol, som underskrives af formanden og dirigenten.

§ 10. Ekstraordinære borgermøder

Ekstraordinært borgermøde kan indkaldes efter Lokalrådets beslutning.

Stk. 2. Ekstraordinært borgermøde skal indkaldes, hvis mindst 25 stemmeberettigede borgere fra lokalområdet med deres underskrift og med angivelse af dagsorden over for formanden udtrykker ønske om det. Der skal herefter indkaldes til afholdelse af borgermødet senest 4 uger efter, at formanden har modtaget ønske herom.

Stk. 3. Reglerne for ordinære borgermøder finder tilsvarende anvendelse ved et ekstraordinært borgermøde.

 

§ 11. Vedtægtsændringer

Ændring af vedtægterne kan kun ske i forbindelse med et ordinært borgermøde. Forslag til vedtægtsændringer skal offentliggøres ved lokal annoncering og i TV-Korup og/eller Korupportalen senest 2 uger før borgermødet sammen med indkaldelsen til mødet. Forslagene skal desuden foreligge skriftligt til information på selve borgermødet.

Stk. 2. Vedtægtsændringer kræver, at mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for vedtægtsændringen.

§ 12. Opløsning af Lokalrådet

Opløsning af Lokalrådet kan kun ske, hvis det besluttes på to efter hinanden følgende borgermøder.

Stk. 2. Disse møder skal afholdes med højst 2 måneders mellemrum.

Stk. 3. Ved beslutning om opløsning af Lokalrådet skal der samtidigt træffes beslutning om anvendelsen af Lokalrådets eventuelle formue.

Herunder skal Lokalrådet sikre, at formuen anvendes til almennyttige formål, som kommer lokalsamfundets borgere i Korup til gode.

Vedtaget på det stiftende borgermøde den 1. april 2008

_____________________________________

dirigent

 

______________________________________

formand